'PEOPLE COME BACK, TRANSFORMED!' - ’The Containment Zone’ by Birgitte Moos _ _ _ _ _ _ __________ ENGLISH

Link to project

 

Min plan er at iscenesætte en scenografisk steds-specifik installation med fokus på hjemløse Irak og Afghanistan krigsveteraners liv i Skid Row, Downtown, Los Angele

 

Projektet undersøger aspekter af samfundet i en bestemt bydel i Metropolen Los Angeles, tager udgangspunkt i interdisciplinær scenografi og vil integrere mine primære aktivitetsområder scenografi og billedkunst ind i en hybrid installation. Installationens fysiske form vil bestå af et ubeboet rum, som simulerer et tidligere hjem for en krigsveteran og hans familie. En tryg, men efterladt moderne stue for ”gennemsnits” amerikaneren. Elementerne til brug i installationen vil bestå af et mindre lokale på gadeplan i Skid Row med møbler, malerier, tegninger og fotografier.

 

 

Efter et Artist in Residence ophold på University of Southern California's Afdeling for Digital Art i LA i 2003, flyttede jeg midlertidigt til Downtown LA, det område som i 2005 blev døbt The Arts District, og var vidne til tragedien om utallige hjemløse på gaderne. Efter mit ophold i Downtown og min hjemkomst til Danmark, har jeg ofte reflekteret over problemet med det stigende antal hjemløse, med fokus på nye krigsveteraner, i USA. Lige nu eksploderer antallet af nye hjemløse veteraner i USA, og mange søger mod Downtown LA. Skid Row har den højeste befolkningtæthed af hjemløse indenfor et demografisk afgrænset område i USA. I 2007 var var der mellem 3000 og 6000 hjemløse men antallet af hjemløse i LA County steg 16% fra 2011 til 2013. Statistisk giver det et nyt tal mellem ca. 3500 og 7000. Sandsynligvis er procenten for Skid Row højere netop pga. at flest hjemløse søger dertil.

 

 

Derfor håber jeg at illustrere dette tema via en installation, i et fundet efterladt rum på gadeplan, med vindue så forbipasserende kan se ind i rummet. Projektet opererer med socialt rum og arkitektur og beskæftiger sig med samfund og unik befolknings sammensætning i et bestemt byrum. Installationen tematiserer baade konsekvensen af det amerikanske sociale system, hjemløshed og individdets subjektive tilstand. Mange danskere er slet ikke bekendte med sociale vilkår og mangel på sygesikring i USA. LA’s byråd har netop dømt og døbt området ’The Containment Zone’. Et udtryk for mangel på humanisme og empati!

 

LA er en kosmopolitisk magnet, der tiltrækker succes-sultne mennesker fra hele verden, mens det samtidigt er den by i USA med den højeste andel af hjemløse. Det største antal hjemløse opholder sig i Downtown. Hjemløse trækker mod Southern California fordi vejret er mildt nok til at de kan bo udenfor, på gaderne, året rundt. Fortovene er linede op med papkasser, telte og indkøbsvogne.

 

For få år siden lå gaderne i Downtown øde efter mørkets frembrud. Downtown var LA's finansielle sektor, hvor arbejdende pendlede til og fra i bil, og hvor kun de hjemløse kunne være i fred. Nu er Downtown blevet det urbane centrum i LA. Et komplekst samfund i byens historiske kerne som nu præges af gentrificering, private ejendomsopførelser og New Business udvikling side om side med Skidrow LA County Jail og Federal Court House. Bydelens oprindelige teatre genåbnes for tiden og kulturelle centre såsom LA Opera, Walt Disney Concert Hall, Museum of Modern Art (MOCA), Staples Center, LA Main Public Library, LA Times, Union Station og Sci-Arc er placerede der. Inden en af verdens største kunstner kolonier, The Arts District, etableres i området i 2005, blev tomme bygninger overtaget af kunstnere. For øjeblikket åbner og lukker et stort antal gallerier i Gallery Row. Kunstnere fra hele verden flytter til netop dette område og The Arts District tiltrækker især kunstnere fra NYC og etablerede New York gallerier åbner filialer side om side i området. Samtidig bosætter et stigende antal hjemløse nye veteraner sig i gaderne mellem private boliger, trafikpropper og hvad der er usædvanligt for LA, nemlig masser af fodgængere.

 

 

Mit projekt består af en række samtidige arbejdsprocesser. Projektets research fase består af urbane undersøgelser i hjemløses liv på gaderne i Downtown. Siden 2007 har jeg interageret med hjemløse veteraner i gaderne, mens jeg dokumenterer visuelt ved at tage billeder. Det er en hårfin balance om man kan tillade sig tage billeder af de hjemløse, og jeg gør det udelukkende med deres tilladelse eller i vinkler hvor personerne forbliver netop anonyme, som de reelt set også er i kraft af deres hjemløshed. Jeg går rundt i området og taler med hjemløse nye veteraner. Og har fået et par faste venner som fører mig rundt i området og introducerer mig for nye veteraner. Jeg stikker dem en fem dollar seddel så vi gør hinanden en tjeneste, og snakker undervejs om livet i Skidrow. Således holder jeg mig opdateret om Shelters, gratis madordninger og livsformen paa gaderne, set indefra fremfor igennem statistikker.

Her bor tusindvis af hjemløse og det er en verden helt i sin egen verden. Folk som ikke er hjemløse kommer her ikke. De er bange for området og bange for de hjemløse. Engang imellem er der også grund til at være bange. Her deales og man spottes omgående som en der ikke hører til. Især som den eneste 'White Chick'. Jeg er gået rundt i området, downdressed, næsten dagligt, i perioder og det kan være forbundet med risici. Sidst var en guy med et shotgun loose. Han havde affyret 10 skud i nabolaget fik jeg sidenhen at vide, men det var inden han pludselig dukkede op 20 meter fra hvor jeg stod. Jeg forstod ikke hvad der skete for han havde geværet under en frakke, men vandene spredtes som i en filmscene og de hjemløse omkring ham gik i dækning bag biler, så det gjorde jeg også. Lynhurtigt og på mindre end et minut ankom 8 politibiler med mindst 16 tungt armerede betjente. De plejer ellers ikke at være så responsive. Faktum er at LA County forsøger at holde absolut kontrol med området, for det er stort et problem, der skal undertykkes for offentlighedens bevidsthed. En stor del af den amerikanske befolkning er iøvrigt af den opfattelse at man er ansvarlig for sit eget liv og at hjemløshed derfor er selvforskyldt. Man kan i den forbindelse spørge sig selv om veteraner med krigschock, PTSD, har en chance for at komme på fode igen og blive selvforsørgende i et socialt system der basalt ikke yder tilstrækkelig financiel hjælp og psykologisk bistand ved sygdom.

 

Under mine vandreture kom jeg i personlig kontakt med en del fyre. Der er nemlig 98 procent mænd i området. Mænd som havde været ude i krigen og var kommet hjem til en absolut mangel på forståelse for deres psykiske men. Jeg kom ret tæt ind på livet af nogle af dem og de fortalte sindsoprivende historier fra slagmarken. Jeg kunne se og mærke deres smerte, uundgåeligt. En smerte forbundet med krigsoplevelser, og hjemkomst til en ensomhed der gav deres liv endnu større håbløshed. I felten havde de noget at se frem til: En hjemkomst til hvad de troede gav dem muligheder for uddannelse, arbejde og fortsat familieliv. I stedet kom de hjem og blev tabt, fortabte.

Der er en tre års maksimumstidsfrist for behandling af veteraners ansøgninger om støtte til hjælp i forbindelse med krigstraumer. Problemet er at ventelisten er overbelastet og veteranerne ender op som hjemløse, ofte i misbrug og tidsfristen på de tre år overskrides. Og så er det for sent, man kan nemlig ikke genansøge!

Jeg har talt med unge mænd der var så fyldt med smerte at jeg selv fik PTSD symptomerne, og har siddet med grædende mænd der fortalte deres historier. De græd også fordi jeg lyttede. Blev dybt berørte når de fandt ud af at jeg gør det her uden betaling og af fri vilje. Det er åbenbart usædvanligt at civilbefolkningen taler med dem, lytter og spørger ind til deres historier. Og jeg græd med dem og græder stadig når jeg tænker på disse mænd. De er de mest humane individer jeg har talt med i LA, og jeg er dybt mærket af disse samtaler. Det er blevet min mission at oplyse om tilstandene. Jeg kan ikke leve med denne viden uden at dele den med offentligheden i forhåbningen om at der sættes flere ressourcer ind som hjælp og håber samtidig at offentligheden begynder at fatte sympati og få respekt for veteranerne.

 

Mine samtaler og registrering af deres liv på gaden, danner grundlag for produktion af en doku-fiktion narrativ. Den vil blive præsenteret i en narrativ form af en før og efter krigen platform, vist igennem billeder placeret i installationen. Udvalgte fotos fra gade research indrammes og hænges på væggene i installationen som groteske sofastykker. Nogle fotos bliver digitalt manipulerede i Photoshop, med indsatte krigs billeder fra Irak og Afghanistan etc., og nogle fotos tænkes som skabeloner til udførelse af malerier. Fotos og malerier på væggene vil repræsentere veteranernes erfaringer forbundet med krigen og vil understrege temaet hjemløse krigsveteraner. Billedreferencer fra krigene redigeres sammen med nyt materiale i et forsøg på at etablere en abstrakt virkeligheds fornemmelse, både illustrerende soldaternes psykiske og faktiske oplevelser under og efter slagmarken.

 

Installationens genstande blander det realistiske med det symbolske. Dagligdags genstande som fotografier, malerier, møbler og en video frembringer forestillingen om et rum, hvorimod genstandenes symbolske indhold reflekterer temaets indhold og skaber en fortælling om hjemløse krigsveteraners lidelser. Rummets ydre form og møblering er stringent, et nærmest stivnet tableau som fastholder fortidens historie om et beboet hjem, hvorimod billederne skal hænges forskudte og delvist lag på lag. Billedrammerne er perfekte, mens billedindholdet er kaotisk og derved illustrerer veteranernes kaotiske følelser og oplevelser. Min intention er at generere et tilfældighedsprincip, hvor kendt indhold opbrydes og gør stabilitet ustabil. Sådan at forudfattede meninger ikke længere kan placeres, og derigennem åbner for nye fortolknings vinkler. Tilfældighedsprincippet et symbolsk billede på forventninger der ikke blev indfriet og den efterfølgende ustabile livsform som hjemløs. Bevægelsen mellem rummets genstande er en fortælling i sig selv, som indikerer en underliggende trussel. I denne sammenhæng er truslen allestedsnærværende i flere afbildninger: Voldsomme krigsoplevelser, PTSD, opsplittelse af familier, hjemloeshed, aftershocks, misbrug, natlige mareridt, ydmygelser igennem ikke at blive modtaget når de troede at de gjorde dette for nationen.

Min personlige holdning til krig er markant, men bliver ikke verbalt konkretiseret. Intentionen er at billederne taler for sig selv.

 

Den ubeboede men møblerede installation antyder, at dens tidligere beboere er fraflyttet som en følge af krigens konsekvenser: De hjemvendte soldaters psykiske reaktioner, som der sjældent følges op på i USA, fører netop i mange tilfælde til mislykkede ægteskaber. Tusinder af veteraner lever med post-traumatisk stress om pludselig død, og flashback af slagmarker de oplevede. En rå brutalitet i barske levende farver, hvor resultatet er at de er ude af stand til at fungere i samfundet.

Som nævnt tildeles alt for få økonomiske ressourcer for at hjælpe veteranerne når de vender tilbage, og det er ikke første gang i den Amerikanske historie. En Tsunami er et begreb der bruges til at beskrive noget, som kan ske uden varsel, og som har været brugt som metafor for, hvad der kan ske, når antallet af hjemvendte soldater boomer i USA. Snart vil det ramme regeringens bevidsthed som et bombenedslag, tror jeg. Metaforisk talt naturligvis.

 

Dette projekts kombination af udtryk, forbinder og om-arrangerer kulturelle referencer, og skaber forhåbentlig overraskende og forstyrrende tvetydige fortolkningsmuligheder. Installationen er ikke en genstand der tænkes set som løsrevet fra beliggenheden, tværtimod.

Installationens udformning forholder sig til en konkret sammenhæng mellem antallet af hjemløse veteraner i Downtown LA og dens indhold og placering er en direkte reaktion på denne konkrete sammenhæng. Installationen skaber visuelle ændringer i gadebilledet, der gør de forbipasserende opmærksomme på en problemstilling. Installationens form udfordrer vante forestillinger, og inviterer publikum til refleksion og til at involvere sig i oplevelsen af installationen.

 

Man taler om publikums integrering og tager det for givet at scenerummet implicit indeholder performere. En nyfortolkning af performerrollen er i dette projekt, at skabe et rum hvor skuespillerne ikke behøves at være fysisk tilstede i rummet mens et publikum er tilstede. På trods af at skuespillerne ikke er tilstede indeni rummet, indikeres referencer til menneskelige aktiviteter tilknyttet rummet og dets placering. Skuespillerne bliver de virkelige mennesker, de hjemløse som konstant eksisterer udenfor rummet på gadeplan. På den måde arbejder projektet med skuespiller og publikum roller. De involverede er performere uanset rolle. Den dynamiske stedsspecifikke lokation, associeret med urbant rum, skaber simultant en række nye real-tid performance oplevelser. Jeg kalder dette dokumentar teater.

 

Min hensigt er at installationen bliver aktør i et scenario, hvor scenografi forbinder, interagerer med og påvirker dets omkringliggende by- og sociale rum, og hvor publikum oplever installationen som virkelighedsnær. Installationen behandler et tema, de hjemløse nye veteraner, som bliver mere og mere synligt, og anvender det aktuelle byrum som en scene, hvor et stort antal forbipasserende simultant er publikum og aktører.

 

 

Projektets strategi udfordrer skræddersyede adskillelser mellem discipliner, hvor den interdisciplinære approach i form af konstellation mellem maleri, fotografi, rum, installationskunst, performativitet viainteraktivt publikum udenfor scenen således at det urbane rum inddrages som offentlig scene, er med til at skubbe formelle grænser for forskellige scenografiske genrebeskrivelser. Min forhåbning er at gå i dialog med, og blive med skaber af et nyt og tids relevant fremtidigt performance landskab.

 

Jeg er så fordybet i integrationen af scenografi og forskellige kunstarter, at jeg indsendte et ph.d.-projekt forslag, ”Revolutionary Spaces - Interdisciplinary scenografi after postmodern theater” til Arkitektskolen i København og til Columbia University i NY. Sidstnævnte på foranledning af professor Arnold Aronson, som er leder af Columbia University’s School of Theater Arts. Jeg blev også nomineret for årets bedste scenografi i LA i 2011.

 

 

Hvilken anden disciplin kan bidrage lige så meget til offentlige performances end scenografi, og samtidigt integrere tværfaglige kunstformer? Arkitektur er oplagt som fundament for scenografi uden for traditionelle teaterrum. Jeg mener at moderne scenografi består af bevidstheds sociologiske refleksioner, kulturelle kommentarer, kollektive arbejder på tværs af discipliner og transformation af tanker, ord og handling til rumlige løsninger for tredimensionelle eller simulerede rum, som ofte inkluderer publikums interaktivitet. Scenografi har mulighed for at respondere på nutiden, bevæge folks bevidsthed og transcendere sociale og kulturelle baggrunde.

 

For tiden lever vi i en epoke hvor der stilles spørgsmål ved forrige århundreders dybe humanistiske værdier. En nutid hvor mange mennesker muligvis er blevet så internationaliserede, at de ikke kan identificere sig med visuelle stereotyper tilhørende homogene grupper, hvis referencerne overhovedet har specifikke kulturelle reference punkter.

Scenografi har taget mange spændende former siden det græske teater, og Wagners koncept et ”Gesamtkunstwerk”, som specifikt handlede om tværfaglighed, og siden avantgardebevægelser i det forrige århundrede prøvede at ophæve adskillelsen mellem scene og publikum. Forskellige kulturelle paradigme skift blev visuelt fremstillet af rebelske scenografer. Scenografi bevægede sig frem til at danne en platform, som i slutningen af forrige århundrede karakteriserede teater som en fusion af publikum og scene, hvor aktionen bestod af at nå et fælles mål.

 

Mit eksperiment forsøger at finde ny performative udtryk, og udforske hvordan scenografi kan anvendes nyskabende her i en tid, hvor scenografiske og performative udtryk de seneste år har ændret sig så dramatisk, at de stiller spørgsmål ved hvordan områderne har været opfattet i over 2500 år.

 

 

Scenografi er i bedste fald revolutionerende for både rum og bevidsthed. Et revolutionært rum kan både inspirere til og inspireres af interkulturel kommunikation. Simultant opstår et nyt kulturelt landskab, med gensidig kommunikation mellem det omgivende samfund, scenografi og mennesker på tværs af kulturer. Ud fra den betragtning, er mit mål at fremstille en rum løsning som afslører henvisninger til den kontekst den er etableret i. Gennem dette kan rummet og billedernes magt formidle større rum, hvor den fysiske virkelighed overskredides og efterlader dybere indsigt og sanseindtryk.

 

birgitte moos

CLICK on images to enlarge

Copyright ® Birgitte Moos 2015

© Birgitte Moos Chalcraft 2017